Takeda logo

Mød Pia: KAM i Takedas Neuroscience-team

Mød Pia – Key Account Manager i Takedas Neuroscience-team


Calendar
13. november 2025

Picture of Pia

“Jeg er stolt af at repræsentere Takeda. Her får jeg mulighed for at arbejde kreativt med projekter, som gør en reel forskel for både sundhedsfaglige og patienter.”

Når man møder Pia, mærker man hurtigt hendes engagement og faglige stolthed. Hun er ikke bare en del af Takedas Neuroscience-team – hun er en drivkraft, der skaber værdi for både kolleger og samarbejdspartnere. Pia er oprindeligt uddannet sygeplejerske og fandt tidligt ud af, at psykiatrien var hendes kald. Det har hun nu arbejdet med i mere end 30 år – først på psykiatriske afdelinger og siden i life science-branchen. Denne erfaring giver Pia en unik forståelse for patienternes behov og de udfordringer, sundhedspersonalet står overfor.

I dag er Pia Key Account Manager i Takedas neuroscience-team, hvor hun har en udekørende funktion og samarbejder med sundhedspersoner, der primært arbejder med ADHD. Hendes rolle handler ikke kun om at repræsentere produkter – det handler om at skabe partnerskaber, dele viden og være en ressource, der gør en forskel i hverdagen for fagfolk.

Privat bor Pia i Risskov lige uden for Aarhus, og det skinner ud af hende, at hun er en stolt jyde. Hun er også en stolt mor til tre voksne børn, som hun elsker at bruge tid med, ligesom hun nyder at være sammen med sine venner. Relationer betyder meget for Pia – både privat og professionelt – og hendes evne til at skabe tillid og dialog er en af grundene til, at hun lykkes så godt i sin rolle.

For Pia betyder kontakten til de læger og sygeplejersker, hun samarbejder med, meget. Hun ser sin rolle som samarbejdspartner og ressourceperson, der kan klæde sundhedspersoner ordentligt på og lette deres arbejde: ”Det vigtigste for mig er at hjælpe fagpersonerne, så de kan føle sig trygge i brugen af vores præparater og samtidig få tid til det, der betyder mest – patienterne.” Pia gør meget ud af at lytte til de behov, lægerne og sygeplejerskerne giver udtryk for. Denne dialog er fundamentet for hendes arbejde og for Takedas tilgang til partnerskaber.

Psykoedukation: Et projekt med stor betydning


I Pias distrikt kender de hende godt, og de ved, hvad hun og Takeda kan bidrage med. Derfor blev Pia spurgt, om hun ville udvikle et psykoedukationsmateriale – et projekt, der har stor betydning for ADHD-behandlingen i Danmark. Psykoedukation omfatter undervisning og information om psykiatriske lidelser og har dokumenteret positiv effekt på både behandlingseffektivitet og patienttilfredshed. Selvom der er lovkrav om, at alle med en ADHD-diagnose skal tilbydes psykoedukation, er der ingen standard for indholdet – og mange sundhedsfaglige mangler tid og ressourcer til at udvikle det.

”Jeg har talt om psykoedukation siden dag ét, fordi behovet var så tydeligt,” fortæller Pia. For omkring et år siden fik hun grønt lys til at gå i gang med projektet sammen med en lille projektgruppe. Nu er programmet færdigt, og Pia skal sammen med sine kolleger præsentere det for sundhedspersoner. Interessen er stor – de første møder er allerede booket: Jeg er enormt stolt over resultatet og især tilfreds, fordi det her materiale når direkte ud til dem, der virkelig har brug for det – det er skabt af de dygtigste fagfolk på området og hjælper patienter gennem solid undervisning og viden.

At få lov til at lede et projekt af denne kaliber er ikke typisk for en Key Account Manager – og netop det er en af grundene til, at Pia elsker at arbejde hos Takeda. ”Her har jeg haft mest indflydelse på mit job. Jeg har fået lov til at tage mine idéer fra tanke til handling – det er noget, der virkelig adskiller Takeda som arbejdsplads.” Hun tilføjer: ”Det er tilfredsstillende at være et sted, hvor man får grønt lys til projekter, der både opfylder faglige behov og hjælper patienterne.”

Hvad Pias næste store projekt bliver, må tiden vise. For nu ser hun frem til at videreudvikle psykoedukationsprogrammet og styrke relationerne til sundhedspersoner. ”Mit mål er at skabe rum for åben dialog, hvor vi kan dele best practice og finde nye måder at forbedre patientbehandlingen,” siger Pia.

Pia Outdoors

C-ANPROM/DK/NON/0067